De første genanvendelige pizzaæsker på vej hos Domino's

De første genanvendelige pizzaæsker på vej hos Domino's

Pizza-kæden skal i samarbejde med det danske initiativ for pantemballage, New Loop finde et klimavenligt alternativ til den miljøbelastende konventionelle pizzaæske. Forleden samlede Domino's ledelse og kvalitetsansvarlige i kædens butik på Falkoner Allé for at teste produkter, der potentielt kan blive Danmarks første genanvendelige pizzaæske

De seneste mange år har pizzaen stået højt på ønskelisten, når der skulle bestilles take-away i de danske hjem. Dette resulterer, hver eneste dag, i tusindvis og atter tusindvis af brugte pizzabakker, som desværre ikke kan sorteres som andet end restaffald, grundet spildolie fra pizzaen.

De brugte æsker skaber et unødigt pres på forbrændingsanlæggene og klimaet, som Domino's Danmark ikke længere ønsker at være vidne til. Samtidig har regeringens Klimaplan for Grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, sat en række mål, som lægger op til handling fra aktører i den danske restaurationsbranche:

  • Affaldssektoren skal være klimaneutral i 2030.
  • Der skal udsorteres 80 pct. dansk plast fra forbrændingen i 2030.
  • Affaldskurven skal knækkes – mindre affald, mindre spild og mere genbrug. Det skal bl.a. ske ved, at Danmark får kvantitative reduktionsmål i forbindelse med fastsættelsen af sådanne mål i EU.
  • Der fastsættes mål om 50 pct. reduktion af visse take-away-emballager af plastik i 2026. Målet skal i første omgang søges opnået via et forpligtende sektorsamarbejde i restaurationsbranchen.


Domino's Danmark har valgt at gå forrest i omstillingen til genanvendelig pizzaemballage og har derfor indgået et samarbejde med det danske grønne initiativ, New Loop, om at skabe en klimapositiv pizzaæske, der kan genbruges flere gange vha. et omfattende retursystem.

Et klimavenligt alternativ til alle pizzeriaer
Samarbejdet er netop startet, og Domino's vil supportere New Loop i udviklingen af pizzaæsken fra begyndelse til det færdige produkt er klar til at komme i salg. Den nye og grønne pizzaæske skal ikke kun anvendes af Domino's kunder, men alle pizzaglade danskere, ifølge New Loop's COO, Gitte Kjær:

-Vi er meget begejstrede over at skulle starte denne proces med Domino's, særligt fordi deres ambitioner er lige så store som vores egne. Målet med den nye pizzaæske, som vi skal skabe sammen, er, at den skal ende i alle pizzeriaer i Danmark indenfor relativt få år. Pizzaæsken, som vi kender den i dag, er desværre meget klimatung, vi skal væk fra engangsforbrug, og derfor er der behov for handling nu. Man skal kunne købe en pizza med god samvittighed.

Også Domino's danske marketing manager, Mila Hvilshøj er yderst tilfreds med den fælles plan, som pizzakæden og New Loop har lagt sammen:

-For cirka 60 år siden, udviklede Domino's pizzaæsken, som vi kender den i dag. Det føles helt rigtigt, at det er os, der skal være med til at genopfinde den her i 2022. Vi har muligheden for at ændre helt vores forretning og vil gerne være med til at løfte branchen til at tage sit ansvar for klimaet alvorligt. New Loop har allerede vist, at de kan få ting til at ske og gøre en forskel, så jeg er overbevist om, at de er den rette samarbejdspartner for os.

-lipe

 

9/5 2022