415 udstillere klar til Foodexpo

415 udstillere klar til Foodexpo

Massiv opbakning til fødevaremessen i MCH Messecenter Herning den 16.-18. marts, som er tæt på at kunne melde alt udsolgt

MESSER Det bliver den største Foodexpo i seks år, som fagfolk fra hele Norden kan opleve fra 16. til 18. marts i Herning. 415 udstillere har tilmeldt sig fødevaremessen, og det er cirka 50 flere sammenlignet med den seneste Foodexpo i 2012.

Med godt tre uger til messen er der kun enkelte ledige stande tilbage i de syv messehaller, der tilsammen udgør Foodexpo 2014, og som vil diske op med et stort udbud af virksomheder fra fødevare-, hotel-, restaurations- og detailbranchen.

Fremgangen i udstillerantallet kan især ses inden for storkøkkenudstyr, hvor der i år deltager 26 producenter. Det er næsten dobbelt så mange som i 2012, og stigningen tilskrives det gode samarbejde med Brancheforeningen for Storkøkkenudstyr. Også inden for fødevareleverandørerne vil der være markant flere virksomheder til stede i MCH Messecenter Herning. I alt 157 udstillere, hvilket svarer til en fremgang på 36 udstillere og en vækst på godt 30 procent.

- Det er første gang, at de to stærke brancher inden for storkøkken og fødevarer er samlet så massivt på Foodexpo, og det tilfører messen endnu mere kvalitet, udtaler projektleder Carina Kirkegaard, MCH.

Øko-Walk og storkøkken hitter
På aktivitetssiden mærker arrangørerne ligeledes stor interesse. Især for messens Øko-Walk, som tager gæsterne med rundt til de økologiske stande på Foodexpo 2014. Der er kun få ledige pladser tilbage til den ene af de to Øko-Walks mandag den 17. marts, som i øvrigt er Økodag på Foodexpo 2014.

Et andet efterspurgt arrangement på messen er muligheden for at se et storkøkken i fuld drift. Her åbner MCH's køkkenchef Anton Jespersen op for et kig i messecentrets travle køkken, der årligt leverer måltider til omkring 900.000 gæster. Det sker kl. 14.00 alle tre messedage.

Besøgende på jagt efter nyheder kan for første gang se et samlet udbud ved Indgang Vest, hvor omkring 150 nyheder fra messens udstillere vil være samlet. Derudover kan messegæsterne opleve blandt andet Hotel Hotchpotch, Fremtidens Køkken, Gastronomisk Undergrund og kokken Claus Holm samt en lang række fagkonkurrencer som Årets Kok og Årets Tjener, Nordens bedste kok og tjener, elevkonkurrencer samt kåringen af Danmarks bedste leverpostej.

Læs mere om messen og aktiviteterne på foodexpo.dk

-jk

 

25/2 2014