21,5 mio. ost i mere klimavenlig emballage

21,5 mio. ost i mere klimavenlig emballage

Hvert år køber danskerne 21,5 mio. Arla-skæreoste, og fremover vil de være pakket ind i en mere klimavenlig emballage med nyt logo. Det sker som et led i mejerikoncernens emballagestrategi

Fra nu af vil de velkendte skære- og skiveskårne oste fra Riberhus, Klovborg og Arla ØKO blive iført en emballage, der blandt andet består af biobaseret folie fra sukkerrør og genanvendt plastik. Emballagen kan kendes på et nyt CO2-logo på Arlas produkter.

Emballageudskiftningen er en del af Arlas ambitiøse strategi om, at al emballage skal være CO2-neutral inden 2050.
Den nye osteindpakning sikrer en CO2-reduktion på 173.000 kg om året. Besparelsen i CO2 svarer til at køre jorden rundt 37 gange i en almindelig personbil, fortæller mejerikoncernen.

- I Arla gør vi en stor indsats for at gøre vores mejeriprodukter mere miljøvenlige, og her er grøn og klimavenlig emballage en helt central del af løsningen. Det nyeste initiativ på området er, at vi nu kan lancere en mere klimavenlig emballage på vores skære- og skiveskårne oste, og det er et vigtigt skridt i vores emballagestrategi, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

Emballage af sukkerrør og genanvendt plast
Når man køber en skæreost fra Arla, kan man vælge mellem to varianter: En hel skæreost eller en skiveskåret skæreost. De to ostetyper er pakket forskelligt ind, og derfor er deres nye og mere klimavenlige emballage heller helt ikke ens.

Arlas hele skæreoste vil fremover være pakket ind i en mere klimavenlig emballage, der består af 75 pct. biobaseret folie fra sukkerrør. Det giver en CO2-reduktion på 12 pct. De skiveskårne oste pakkes i en emballage bestående af en bund, som indeholder 80-85 pct. genanvendt plastik, mens toppen består af 50 pct. genanvendt plastik. Det sikrer en reduktion i CO2 på 11 pct.

Nyt logo på CO2-reducerede Arla-emballager
Samtidig med det nye initiativ vil Arla gøre det let for forbrugerne at navigere efter emballager, der er CO2-reduceret. Arla lancerer nemlig et nyt CO2-logo, som fortæller, at den pågældende emballage er CO2-reduceret.

- Vi har indført et nyt CO2-logo på vores produkter for at gøre det lettere for forbrugerne at finde emballager, der er mere klimavenlige. Det gør vi, fordi vi gerne vil hjælpe vores kunder med at tage et grønnere valg, siger Jakob B. Knudsen.

-lipe

 

2/9 2019