Optimal orienteringshjælp til patienter

Optimal orienteringshjælp til patienter

Klassiske indlægssedler i lægemiddelemballager er ofte uoverskuelige, lange og svære at forstå. Når de først er foldet ud, er de desuden meget vanskelige at folde sammen igen, så de kan være i emballagen. Det gør Faller op med. Specialisten i lægemiddelemballager bringer nemlig en indlægsseddel med faner på markedet

Lægemiddelproducenter er ved lov forpligtet til at stille omfattende oplysninger om det enkelte produkt til rådighed for deres kunder. De fleste af dem fremgår af indlægssedlen.

Den store mængde af oplysninger gør imidlertid ofte indlægssedlen uoverskuelig. Små skrifttyper, som er vanskelige at læse, og komplicerede foldninger gør håndteringen til lidt af en udfordring, frem for alt for ældre patienter.

Den nye indlægsseddel fra Faller Packaging er derimod udstyret med praktiske faner. Disse kan f.eks. inddeles i de overskrifter, der kræves af Den Europæiske Union – Anvendelse, Indtagelse, Dosering, Bivirkninger, Opbevaring og Emballagens indhold – eller individuelt efter aftale med kunden.

Det gør indlægssedlen til en optimal orienteringshjælp: De nødvendige oplysninger er hurtige at finde, og med det kompakte format er det ganske nemt at lægge indlægssedlen tilbage i den oprindelige emballage igen. Det letter håndteringen og sparer tid i hverdagen.

Faller Packaging har udviklet indlægssedlen, så den er ideelt egnet til at lægge ind i diverse lægemiddelemballager. Den nye løsning kan også kombineres helt uproblematisk med eksisterende emballeringslinjer.

Indlægssedlen stemmer overens med EU-direktiv 2004/27/EF, og fremstillingen finder sted iht. GMP- og FDA-direktiverne og er DIN ISO 9001-certificeret.

På den måde får lægemiddelproducenter et produkt, der lever op til selv de højeste kvalitetskrav, og som samtidig giver brugerne en reel merværdi.

-hawin

2/8 2021