Faller Packaging modtager European Carton Excellence Award 2022

Faller Packaging modtager European Carton Excellence Award 2022

Producenten af foldeæsker, indlægssedler, etiketter mm. til medicinal- og sundhedsbranchen har modtaget prisen for emballageløsningen PleioFlow RF. ECEA betegnes som Europas mest velansete udmærkelse inden for papemballage

Faller har modtaget udmærkelsen i kategorien 'General Packaging, Virgin Fibre'. Juryen har givet prisen til emballagen tilhørende PleioFlow RF-Device – en emballage til transport og sikker opbevaring af kirurgisk udstyr. Emballagen overholder de komplekse forskrifter, der er forbundet med medicinalprodukter. Både hvad angår emballage og mikrobiologisk barrieresystem, opfylder PleioFlow RF de høje krav til anvendelse på operationsstuer.

Hver enkelt del af emballagen spiller en vigtig rolle: Den yderste del af emballagen sikrer indholdet behørigt under transport. Emballagens bæreanordning holder enheden i en stabil position og sikrer den mod beskadigelse. Denne del sørger således for sikkerhed og funktionalitet. Kirurger kan hurtigt og bekvemt tage indholdet ud af emballagen uden at påvirke produktets sterilitet. Det særlige design gør det muligt i en operationssituation hurtigt at åbne PleioFlow ved behov og anvende indholdet.

-Vi er meget stolte af at have modtaget denne pris, sagde Daniel Keesman, direktør for Faller Packaging, i forbindelse med prisuddelingen på ECMA-kongressen 2022 den 15. september i Krakow, Polen. Han tilføjede

-Prisen er et bevis på, at vores udviklingsarbejde er effektivt, og den understreger vores kompetencer inden for medicinal- og sundhedsområdet. Vi har vist, at vores løsninger er kundeorienterede, og at vi skaber innovative specialkonstruktioner.

Prisen European Carton Excellence Award honorerer og fremmer hvert år det brede spektrum af kompetencer og innovative løsninger i papbranchen. Arrangøren af gallaen var European Carton Makers Association (ECMA) – et internationalt netværk af papforarbejdningsvirksomheder, nationale forbund og leverandører til papindustrien.

-lipe

21/9 2022