Interket trykker sømmet i bund i ny markedsstrategi
Interket er klar til nye store udfordringer. En ny forretningsstrategi skal skabe en endnu større kundeflade, forklarer fabriksdirektør hos Interket, Jeppe Mølvadgaard.

Interket trykker sømmet i bund i ny markedsstrategi

Navnet er på plads, og teknologien og maskinparken er opgraderet, og kvaliteten er i top. Interket er med andre ord klar til at agere proaktivt i markedet. En ny salgsstrategi skal øge kundetilgangen og mængden af ordrer

Af Hans Windeløv

Trykkerikoncernen, Interket, der producerer etiketter, har gennem de seneste par år gennemgået en del forandringer. Ny ledelse og nye ejere er kommet til.

En af konsekvenserne af dette er, at man har opkøbt flere trykkerier i udlandet, samtidig med at man har opgraderet teknologierne både på de nytilkomne og eksisterende produktionssteder.

Den nye start og de friske øjne, man ser på branchen og etiketindustrien med, har endvidere ført til, at man i 2016 ruller en målrettet strategi ud for, hvordan man agerer i markedet.

- Første skridt var, at alle afdelingerne skiftede navn til Interket ved årsskiftet den 1. januar 2016. Derudover har vi brugt det seneste års tid på at analysere markedet og de brancher, vi mener, er interessante at fokusere mere på, forklarer fabriksdirektør hos Interket, Jeppe Mølvadgaard.

Bredere kundegruppe ønskes

Trykkerikoncernen har i det hele taget stort fokus på at optimere samarbejdet med kunderne. Man er repræsenteret i 27 forskellige brancher som leverandør af etiketter. Leverancerne til de seks af brancherne udgør 96 % af Interkets samlede omsætning.

- Der er et stort potentiale for at skabe vækst i rigtigt mange af de resterende brancher, og derfor fokuserer vi målrettet på at øge mulighederne for samarbejdet med dem. Samtidig giver det god mening at sprede indsatsen og få flere brancher og kunder med, så man ikke bliver alt for afhængig af de store kunder, siger Jeppe Mølvadgaard.

Det betyder, at Interket har lavet en strategisk og fokuseret indsats på salgssiden. Dels har man ansat flere sælgere, der er dedikeret til at opsøge virksomheder i de brancher, hvor der er potentiale for øget kundetilgang. Og dels har man skabt en bredere salgsplatform ved at øge fokus på salg via nettet og ved at udvide og optimere samarbejdet med forhandlere.

Ti brancher udvalgt

Interket har gjort et stort forarbejde, når det handler om at gå i dybden på steder, hvor der er vækstpotentiale. Analyser af markedet har resulteret i, at man har udvalgt ti brancher, man i fremtiden ofrer langt større opmærksomhed end tilfældet tidligere har været.

Elektronikvirksomheder, farma-industrien, tekstilbranchen, møbelindustrien og autobranchen er blandt de aktører, man mener, er relevante.

- Vi ønsker i første omgang at snakke nærmere med producenter og brandowners i de forskellige brancher for at præsentere de muligheder, der er for at samarbejde med os. Vi ønsker at opbygge et tæt samarbejde med nytilkommende aktører på linje med det samarbejde, vi har med brancherne, der udgør den store kundegruppe.

- Pointen er, at vi ser os selv mere som en samarbejdspartner end blot en leverandører af etiketter. Det betyder, at vi er klar til et meget tæt samarbejde med kunderne om løsningerne, uddyber Jeppe Mølvadgaard.

Etiketter og emballage sælger varerne

Som han påpeger, er der rigtig mange trykkerier, som leverer etiketter hurtigt og sikkert. Det gør Interket også.

- Vi er dog i stand til at tage opgaverne skridtet videre. Både etiketter og emballage sælger varerne i dag og er stærkt medvirkende til, at slutkunderne vælger de enkelte varer på hylderne, når de handler. Etiketter brander simpelt hen produkter og også brandownerne bag. Her mener vi, at det er vigtigt, at både producenter og brandowners tænker etiketter tidligt i markedsføringskampagnerne og tidligt ind i forløbene af produktlanceringer.

- Vi er i stand til at tage snakken med virksomhederne og brandownerne om design og produktion af etiketterne. Vores moderne setup, som også rummer en række stærke samarbejdspartnere i den grafiske branche, betyder, at man allerede i planlægningsfasen af en produktlancering får styr på udformning og design af etiketterne.

- Vi har ekspertisen og de kompetente medarbejdere, der følger udviklingen på etiketmarkedet tæt. Det gør os i stand til at følge hele processen til dørs, fra de første ideer til det endelige tryk og leveringen af etiketterne. Og så er vi også klar til at gå ind i udviklingsprojekter, som handler om at tænke i nye baner, når det drejer sig om etiketter.

- Skal etiketten støbes ind i produkterne, eller skal de på anden vis sættes på produkterne tidligt i forløbet, i eksempelvis fashion- og tekstilbranchen. Eller skal de spille sammen med elektronikprodukterne på en ny kreativ måde. Kreative projekter af den art tager vi også gerne dialogen om, uddyber Jeppe Mølvadgaard.

Forhandlinger er i gang

Interket er dermed en stærk sparringspartner, når kunderne og deres pr-bureauer udvikler etiketdesign til produkterne.

- Vi hjælper dem med at virkeliggøre ideerne med tryk og materialer i høj kvalitet. Et sådant samarbejde, er jeg sikker på, udvikler sig til alle parters fordel. Det skaber endvidere loyalitet og tillid og gavner samarbejdet, når vi agerer i fremtidige projekter, siger Jeppe Mølvadgaard.

Han forklarer, at de første følere er sendt ud til de forskellige ’nye’ brancher, og at der allerede er konkrete forhandlinger med producentvirksomheder og brandowners.

- Vi modtager rigtig god feedback, og ude i brancherne har man også holdt øje med den udvikling, vi har gennemgået, og de tiltag vi har lavet. Det har vi også fået positive tilbagemeldinger på, siger Jeppe Mølvadgaard.

Teknologien er på plads på tværs af grænserne

Når Interket er i stand til at trykke speederen i bund på den nye strategi, er det netop en følge af de seneste par års udvikling af koncernen. Man har styrket porteføljen af trykkerier og produktionsfaciliteter gennem opkøb de seneste par år og har et super professionelt setup med trykkerier i både Holland, England, Tyskland, Sverige og Danmark.

- Det gør os i stand til at møde kundernes behov både her i Norden og i resten af Europa. Med trykkerier spredt ud over et så stort område i Europa er vi tæt på kunderne og kan levere hurtigt og uden store transportomkostninger.

- Vi er samtidig i stand til at løse opgaver for store kunder, der har udenlandske afdelinger. På den måde er vi tæt på kundernes afdelinger i Europa. Det giver en stor fleksibilitet og sikrer ensartethed i deres leverancer, siger Jeppe Mølvadgaard.

Ensartet maskinpark

Som han kommer ind på, har bestræbelserne på at skabe et ensartet setup været en af topprioriteterne i koncernen, efter den nye ledelse, med Brian Kluge som koncerndirektør, kom på plads i 2012.

- Siden vi startede på opkøbet af de udenlandske trykkerier, har vi løbende sørget for at optimere teknologien de forskellige steder. Det betyder, at vi har investeret i nye trykmaskiner, så vi nu råder over en ensartet maskinpark i trykkerierne på tværs af landegrænserne.

- Dermed løser vi opgaverne ens i de forskellige lande, så de store internationalt orienterede kunders brandkampagner bliver ensartede, hvis de ønsker det. Samtidig har vi kapaciteten, så vi under sæsonpeaks er i stand til at levere etiketter til enkelte kunders kampagner fra flere forskellige trykkerier, når behovet er der, uddyber Jeppe Mølvadgaard.

Bedre priser og bredt produktsortiment

Interkets trykkerier arbejder sammen på kryds og tværs, og Jeppe Mølvadgaard forklarer, at man via samarbejdet bliver utroligt skarpe, når det gælder om at imødekomme kundernes ønsker.

- Bedre priser, hurtig levering, ensartethed og et meget bredt produktsortiment er resultatet af vores satsning med opkøbene af trykkerier og opgraderingen af teknologi og maskiner. Vi bevæger os mod et setup på alle trykkerierne, hvor det virkelig er state-of-the-art-maskiner, vi råder over på flexofronten.

- Vi har også digital teknologi, og på det hollandske trykkeri har vi netop investeret i en helt ny state-of-the-art digital etikettrykmaskine. Den digitale trykteknologi gør det muligt at lave de opgaver, hvor der er behov for kortere serier og lynhurtig levering, forklarer Jeppe Mølvadgaard.

Som han ser situationen, er Interket med den nye strategi og de seneste teknologistike optimeringer klar til at erobre nye markedsandele.

 

 

9/3 2016