Sælg din overskudsmad til naboen

Borgerne kan fremover bekæmpe madspild lettere. I fremtiden bliver det lettere at sælge din ekstra aftensmad ved hjælp af deleøkonomi, så vi undgår madspild i Danmark

Det skal være lettere for borgerne at undgå madspild. Derfor har Fødevarestyrelsen udarbejdet nye retningslinjer for salg af måltider mellem private. Det betyder, at det nu bliver muligt for borgere hyppigere at sælge små mængder måltider igennem en deleøkonomisk platform uden at skulle registreres som en fødevarevirksomhed og derved skulle leve op til en række specifikke regler på fødevareområdet.

- Vi skal have mindsket madspildet i Danmark. Jeg har derfor besluttet, at borgerne skal have flere muligheder for at sælge eller donere deres overskudsmad. Nye retningslinjer skal give en håndsrækning til borgerne, der gerne vil undgå madspild og være med i deleøkonomien, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

I dag er det kun muligt at markedsføre fødevarer op til ca. 10 gange om året uden at være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Med de nye retningslinjer kan borgerne sælge fødevarer, fx overskudsmad, ca. en gang om ugen uden at være registreret som fødevarevirksomhed hos Fødevarestyrelsen. 

De gældende regler for fødevaresikkerhed skal selvfølgelig stadig overholdes, herunder for eksempel regler om, at fødevarerne ikke må være farlige, at der er sporbarhed på varerne, og at man ikke må vildlede forbrugerne.

Der er mange gevinster ved deleøkonomiske koncepter på fødevareområdet. Det sparer ressourcer og bliver billigere, når der tilberedes mad til flere ad gangen.

Derved kan danskerne få mindsket madspildet, og flere kan få gavn af mad, der ellers ville blive smidt ud, også fordi det er endnu lettere at dele maden via de digitale platforme. Og så kan der være en social gevinst ved, at eksempelvis ældre, der ikke altid har mulighed for at lave mad til sig selv, nemt kan købe hjemmelavede måltider i nærområdet, og måske endda få den bragt hjem. 

Virksomheder, der har spørgsmål eller ønsker yderligere information om mulighederne i deleøkonomien, kan finde svar på deleoekonomien.dk

I regeringens strategi for vækst gennem deleøkonomi fra oktober 2017 indgår initiativet om én indgang til det offentlige for deleøkonomiske virksomheder, som giver virksomheder ét sted at henvende sig om deleøkonomiske spørgsmål til myndighederne. Indgangen for deleøkonomien informerer om gældende regler i deleøkonomien og hjælper deleøkonomiske virksomheder, der oplever udfordringer i forbindelse med lovgivning og deres forretningskoncept.

-hawin

 

Fakta

I dag kan virksomheder kun markedsføre fødevarer op til ca. 10 gange om året uden at være registreret hos Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen introducerer nu et supplerende kriterium til bagatelgrænsen for fødevarevirksomhed, så private kan sælge eller donere fødevarer hyppigere, men i små mængder. Det betyder, at man kan nu kan sælge eller donere fødevarer, fx overskudsmad, ca. en gang om uge, men i små mængder som fx op til 4-5 portioner ad gangen, uden at man skal være registreret som fødevarevirksomhed hos Fødevarestyrelsen. 

 

 

 

25/6 2018