Ny designmodel giver kunderne den rigtige løsning

Ny designmodel giver kunderne den rigtige løsning

DS Smiths nye værktøj ’Den cirkulære design model’ gør det muligt at sammenligne forskellige emballageløsninger med henblik på hvilke, der er mest bæredygtige

Af Hans Windeløv

’Den cirkulære design model’ gør det muligt for emballageproducenten, DS Smith, at optimere kundernes emballageløsninger og gøre dem mere bæredygtige i forhold til de løsninger, de allerede bruger.

Modellen skaber nemlig transparens for de forskellige elementer, som indgår i udviklingen og produktionen af konkrete emballager.

- Når man i eksisterende emballager har data for de otte elementer, det drejer sig om, gør modellen det meget håndgribeligt, hvor man helt specifikt skal sætte ind for at forbedre fremtidige løsninger. Vi producerer og leverer mange forskellige typer emballage til vores kunder.

- Vi har ofte alle relevante data for hele processen i emballagecyklussen fra ’Cradle to Cradle. Modellen er relevant for os og vores kunder, fordi den identificerer de optimerings- og udviklingsområder, vi skal sætte ind på for at forbedre nye emballager i forhold det, vi tidligere har leveret.

- Og det er altså interessant i et bæredygtigt perspektiv, da vi bliver i stand til at sammenligne flere forslag til løsninger og kan tage dialogen med kunderne om at anvende de mest fordelagtige emballager.

Sådan siger Flemming Larsen, som er udviklingschef hos DS Smith i Danmark.

Retursystemer i søgelyset
De otte elementer, der indgår i modellen, er alle indikatorer for forskellige egenskaber i emballageløsningerne.

De viser henholdsvis optimeringsgraden af emballagen i den konkrete forsyningskæde, hvor genanvendelig emballageløsningen er, hvor biologisk nedbrydelig emballageløsningen er, viser udnyttelsesgraden af råvaren i produktionsprocessen, angiver om der er ikke fornyelige materialer i emballagedesignet, viser andelen af genanvendt indhold i bølgepapmaterialet, indikerer emballagens CO2-påvirkning og angiver, om emballagen er designet til at blive brugt flere gange.

Løsningen er relevant for alle interessenter i en forsyningskæde, både hvad BtB og BtC angår.

Ud over at der er kæmpe fokus på klimabelastningen og minimeringen af CO2-udledning i forbindelse med produktionsprocesser og materialeegenskaber generelt i samfundet, er retursystemer og indsamling af emballage også kommet i søgelyset.

Udviklingschef hos DS Smith i Danmark, Flemming Larsen.

Det er ordninger, som kan være med til at optimere hele emballagens livscyklus.

- I lyset af at der i 2025 bliver indført udvidet producentansvar for emballage, bliver kunde-og-leverandør-dialogen mellem emballageproducent og vareproducent utrolig vigtig. Målet er jo, at emballagen hverken skal ende i naturen eller bare ryge til forbrænding, så vi hermed øger den cirkulære økonomi.

Bedre grundlag for sammenligning
Derfor får producenter og leverandører et stort ansvar for at medvirke til blandt andet at etablere emballageløsninger, der er 100 % genanvendelige.

- Får vi eksempelvis fjernet unødvendigt plast i kundens emballageløsning, minimerer vi CO2 belastningen væsentligt, samtidig med at vi sikrer, at emballagen kan indsamles som singlemateriale og indsamles til recirkulering, siger Flemming Larsen.

Når det drejer sig om emballage, som i en tid med stærk stigende internethandel ender hos forbrugerne, tilstræber DS Smith at udvikle og tilbyde kunderne kassefyld og tape, der er papirbaseret og dermed er 100 % recirkulerbar.

- Skulle emballagen mod forventning havne i naturen, bliver den over tid nedbrudt og forurener ikke. Det er elementer som disse, det bliver langt nemmere at overskue og snakke med kunderne om, når vi præsenterer ’den cirkulære design model’ for dem, siger Flemming Larsen.

Samtidig kan man også bruge modellen i forbindelse med, at man undersøger og analyserer emballager i andet materiale end bølgepap. Er man i besiddelse af deklarationerne for de forskellige elementer af emballagen, er der også her sammenligningsmuligheder.

DS Smith opgraderer designkompetencerne
Flemming Larsen kommer ind på emballageproducenternes ansvar med henblik på at skabe emballageløsninger, der lever op til nationale og internationale krav. Og han kommer ind på, at forbrugerne og kunderne retteligt også lægger øget pres på emballageproducenterne.

- Lige nu oplever vi, at detailhandelen ofte går forrest og blandt andet tager det udvidede producentansvar særdeles alvorligt. Det betyder blandt andet, at der er kommet langt større fokus på emballageudviklerne og -producenterne omkring vores rolle i at sikre, at emballagen ikke sætter større miljømæssige fodspor, end det er tilladt.

- Vi ser også en klar tendens omkring, at vareproducenter og ’brand owners’ i fremtiden arbejder meget tættere sammen med emballageproducenterne om design, udvikling og produktion. Det er os, som har indsigten i produktionsprocesserne og har styr på materialeegenskaber og retursystemer.

- Vi har også altid været dygtige til design og de grafiske discipliner, der skaber stærk eksponering af brand og produkt. Med henblik på at styrke den cirkulære økonomi og øge bæredygtigheden har vi hos DS Smith opgraderet disse kompetencer yderligere.

- Senest ved at træne vore 700 designere i hele den internationale koncern i at anvende Cirkulære Design Principper, samt nu også med den nye Cirkulære Designmodel i kundedialogen. Med disse indsatsområder bidrager vi til at gøre løsningerne endnu mere bæredygtige, siger Flemming Larsen.

Cradle to Gate
Bag modellen, som er udviklet af DS Smiths internationale Research and Development afdeling, ligger en række algoritmer og beregningsmodeller, som er udviklet til bølgepapbaserede produkter. DS Smith har testet modellen i samarbejde med en række kunder.

- Modellen dækker området fra Cradle to Gate. Vi leverer dog også Cradle to Cradle beregninger i den fulde Supply Chain. Det kræver en afdækning af hele kundens Supply Chain og af yderligere analyser til materiale- og logistikoptimeringen.

- Det er muligt med en række DS Smith-værktøjer og præsenteres i ’Value Tool’, som viser de CO2- og økonomiske værdier, der skabes i optimeringen. Det klarer vi også gerne.

- Når det drejer sig om selve emballageoptimeringen, forventer vi, at det syvmileskridt, den nye model er udtryk for, giver genlyd i hele branchen, siger Flemming Larsen.

8/4 2022