NorthSide-publikum skal teste fremtidens digitale retursystem

NorthSide-publikum skal teste fremtidens digitale retursystem

Udover masser af musik er NorthSide kendt for bestræbelserne på at optimere sin bæredygtige profil. I år tester festivalen en digital løsning, der kan være med til at reducere fremtidens affaldsmængder og CO2-udledning. De titusindvis af kaffekopper, der er i brug på festivalen, bliver ikke kun vasket og genbrugt, men også sporet digitalt, så miljø- og CO2-gevinster kan optimeres og dokumenteres

 

Det er ikke kun fadøl, der bliver skyllet ned på NorthSide. Det musikglade publikum i Eskelunden i Aarhus drikker traditionen tro også litervis af kaffe, men i år er der mere end kaffe i kopperne.

Peter Larsen Kaffe står for de mange kaffeboder på NorthSide, og i år bliver kaffen serveret i såkaldte Comeback-kopper, der er udstyret med en QR-kode og en RFID-chip.

Det er der store perspektiver i, lyder det fra virksomheden bag den digitale løsning, Cirqle, der er eksperter i genbrugssystemer for emballage.

- Via chippen kan vi spore hver enkelt kaffekop fra servering til aflevering, vask og genbrug i kaffeboden. Dermed kan vi se hvor mange gange koppen bliver brugt, og hvor den eventuelt forsvinder. Det gør det blandt andet muligt at dokumentere CO2-besparelserne og blive klogere på kundernes adfærd i forhold til genbrug, og via QR-koden kan vi give kunderne mulighed for at følge koppen og se resultaterne af deres egen genbrugsindsats, fortæller CEO i Cirqle, Jan Weber.

Milepæl for cirkulært fællesskab
Cirqle er, ligesom NorthSide, en del af Circular Coffee Community, et fællesskab for virksomheder, organisationer og forskere, der arbejder sammen om at eliminere alt spild fra produktion og forbrug af kaffe.

Idéen til Comeback-koppen kommer fra Peter Larsen Kaffe, der også har grundlagt Circular Coffee Community, og det digitale retursystem er endnu en milepæl for fællesskabet, siger Peter Larsen Kaffes innovationschef, Lars Aaen Thøgersen.

- Emballage er en kæmpe udfordring, når vi taler affald og CO2-udledning, og det gælder i høj grad også i kaffebranchen. I det hele taget går der rigtig mange ressourcer til spilde ved produktion og forbrug af kaffe, men det spild har vi sat os for at eliminere senest i 2030, forklarer han.

Store ambitioner i Aarhus
De digitale genbrugskopper passer ikke alene godt ind i NorthSides profil som en bæredygtig musikfestival og i Circular Coffee Community’s og Peter Larsen Kaffes cirkulære ambitioner. Forsøget med Comeback-koppen kan også bidrage til Aarhus Kommunes mål om at eliminere engangsemballage, fortæller Jan Weber fra Cirqle.

- Aarhus Kommune vil køre et tre-årigt forsøg med pant på takeaway-emballage. Nu laver vi en test sammen med Peter Larsen Kaffe, hvor NorthSide stiller sin festival til rådighed som digitalt testmiljø og dermed bidrager til kommunens forsøg. Og kaffekopperne er bare begyndelsen, siger han.

NorthSide glæder sig til at hjælpe, fordi man gerne vil være med til at teste fremtidens systemer, der kan drive den cirkulære omstilling.

- Jeg tror på, at der er et stort potentiale i det digitale retursystem, og det vil vi gerne bidrage til at demonstrere, fortæller festivalens Food & Beverage Director, Peter Skoven.

26/5 2023