Kampen mod madspild får Nordisk Råds miljøpris 2013
Samtlige vindere af Nordisk Råds priser 2013; Selina Juul nr. tre fv. (foto: Magnus Froderberg/norden.org).

Kampen mod madspild får Nordisk Råds miljøpris 2013

Nordisk Råds prestigefyldte natur- og miljøpris på 350.000 danske kroner går i år til Selina Juul fra Danmark, som har grundlagt forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

MILJØ Vidste du, at en tredjedel af den mad som produceres i verden ender som affald? Vinderen af årets natur- og miljøpris, Selina Juul fra Danmark, har grundlagt forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad – Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild. - Hendes indsats kan ikke overvurderes, lyder det i Nordisk Råds begrundelse.

Nordisk Råds natur- og miljøpris 2013 gives til en nordisk erhvervsvirksomhed, organisation eller enkeltperson som har udviklet et produkt, en opfindelse eller ydet en anden kreativ indsats som øger ressourceeffektiviteten og dermed bidrager til at reducere menneskets negative fodaftryk i naturen.

Selina Juul har med sit engagement sat madspild på dagsordenen, ikke bare i Danmark, men også i resten af Norden, samt i EU og FN. Juul arbejder ulønnet som frivillig talskvinde for bevægelsen som hun selv tog initiativ til i 2008.

- Selina Juuls vedvarende fokus på madspild – i samarbejde med andre interessenter – har ført til en reduktion af madspildet i Danmark. Hun har med kreativitet, entusiasme og hårdt arbejde bidraget til at reducere menneskers negative fodaftryk i naturen, lyder det i bedømmelseskomiteens begrundelse.

På verdensplan smides der 1,3 mia. tons mad ud om året. I den vestlige verden smider vi ca. 100 kg madvarer per person ud om året. Det må ikke fortsætte.

-jk


1/11 2013