Druerne tager teten i Coops nye transporttest

Druerne tager teten i Coops nye transporttest

I denne uge kører de første frugt- og grøntvarer med toget CoolRail fra Spanien en del af vejen til de danske Coop-butikker. Ved at flytte transporten fra lastbiler til tog, regner koncernen med at kunne opnå væsentlige klimaforbedringer

Nye beregninger fra Coops klimaafdeling viser at CO2 udledningen i transporten fra marker i Spanien til lagre i Danmark kan reduceres med hele 65% ved at ændre transportform.

Kundernes valg af varer har stor betydning for Coops klimabelastning, men med ambitionen om at levere så klimavenligt et sortiment til forbrugerne som muligt, er der også andre håndtag, der kan give markante besparelser og som ikke kræver adfærdsændringer hos forbrugeren. Derfor har man som et led i Coops samlede klimaplan nu kigget nærmere på selve transporten af varerne. Resultatet vidner om et stort potentiale ved at ændre transportform fra Sydeuropa til Nordeuropa.

- Klimamæssigt bør vi grundlæggende spise mest muligt frugt og grønt, som er dyrket under åben himmel, der hvor det er sæson til det, hvilket det ofte er i Spanien. Det bedste vi kan gøre, er derfor at forholde os til transporten af disse vare. Hvis vi skifter transport fra lastbil til tog, viser beregninger at vi kan reducere klimabelastningen fra transporten med op til 65%. Den test går vi nu i gang med, samtidig med at vi undersøger, hvordan det vil influere på leverancekvaliteten og vores forretning, siger Klimachef i Coop, Peter Svendsen.

Druerne kører først
Testen går i gang med udvalgte varer, i første omgang druer, der lander i butikkerne i uge 35.
For at gøre det klimavenlige valg tydeligt for forbrugeren vil disse druer bære et klistermærke med teksten: 'Jeg har taget toget - for klimaets skyld'.

En eventuel meromkostning til togtransporten skal finansieres af Coops Klimapulje, hvor der årligt er afsat et større mio. beløb til at træffe nye og mere klimavenlige valg til sikring af et mere klimavenligt sortiment. Således vil druerne transporteret på tog ikke blive dyrere for forbrugeren.

Toget, der benyttes går under navnet CoolRail og er specifikt designet til at fragte friskt producerede råvarer klimavenligt fra syd- til Nordeuropa.

I testen transporteres druerne på tog fra Spanien til Köln i Tyskland. Såfremt testen er en succes forventes udvalget af tog-varer at blive betragteligt større til næste år ligesom endestationen forventes at blive i Danmark.

Testen med transport af udvalgte varer fra Spanien er en del af Coops klimastrategi og bidrager til målsætningen om at reducere klimabelastningen, relateret til varesalget, med 1.000.000 tons i 2030.

-lipe

 

25/8 2020