Coop indgår samarbejde med grøn tænketank

Coop indgår samarbejde med grøn tænketank

Dagligvarekoncernen vil gøre det lettere for kunderne at have en dagligdag, der er mindre belastende for klimaet. Fremover sparrer Coop med den grønne tænketank Concito om tre konkrete mål

- Vores største udfordring i verden er klimaforandringerne. Og det haster. Derfor sætter vi nu endnu mere fart på den grønne omstilling. Som andelsvirksomhed har Coop muligheden for at gøre en forskel sammen med vores 1,8 millioner medlemmer og kunder. Og den mulighed forpligter, siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.

Dagligvarekoncernen har indgået en samarbejdsaftale med Danmarks grønne tænketank CONCITO om strategisk sparring i forbindelse med klimaindsatsen, og hos CONCITO ser man store muligheder i samarbejdet med Coop.

- Der er behov for, at danskernes madvaner udvikler sig i en markant mere klimavenlig retning. Coop og den øvrige detailhandel har et oplagt ansvar for at hjælpe med at trække i den retning. Vi er glade for at kunne understøtte Coops arbejde med at øge forbrugernes viden om klima og handlemuligheder i butikkerne og andre steder, siger Christian Ibsen, direktør i CONCITO.

Konkret skal Coops klimaindsats blandt andet munde ud i tre ting:
1. Der skal udvikles en fremrykket klimastrategi.
2. Der skal udvikles nye klimavenlige varer.
3. Formidlingen om varernes klimaaftryk skal styrkes, så man som forbruger kan træffe et oplyst valg, når man handler.

-lipe

3/6 2019