Aldi med i Too Good To Go' samarbejde mod madspild

Aldi med i Too Good To Go' samarbejde mod madspild

Fra i dag, den 31. august vil Aldi-butikker i hele landet sælge Too Good To Go-lykkeposer med overskydende frugt og grønt. Initiativet udrulles efter en succesfuld testperiode i 33 Aldi-butikker og forventes at forhindre spild af mere end 160 ton frugt og grønt det første år

I tæt samarbejde med madspildsvirksomheden Too Good To Go vil dagligvarekæden Aldi nu tilbyde kunderne frugt og grønt til reduceret pris i kædens 183 butikker landet over. Der vil være tale om varer, som af den ene eller anden grund ikke kan sælges i Aldi's butikker, men som sagtens kan spises. Samarbejdet med Too Good to Go er en naturlig forlængelse af Aldi's mangeårige indsats for at mindske madspild i butikkerne.

Fra mandag d. 31. august vil alle danske Aldi-butikker hver dag sælge min. to sunde lykkeposer med frugt og grønt i Too Good To Go-appen. Posen koster 29 kr. og indeholder frugt og grønt til en værdi af cirka 90 kr. Det vil typisk være varer, der har fået lette knubs, eller hvor emballagen er blevet beskadiget.

Stor efterspørgsel og positiv respons i testperioden
Salget af Too Good To Go-poser med frugt og grønt er blevet testet i 33 Aldi-butikker fordelt over hele landet, og initiativet er blevet taget godt imod af såvel kunder som butiksmedarbejdere.

Pilotprojektet viste, at poserne med frugt og grønt til reduceret pris er meget populære, og alene i testperioden har Aldi sammen med Too Good To Go-brugerne reddet flere end 10.700 poser med frugt og grønt og dermed forhindret, at mere end 10 ton mad blev smidt ud. Det svarer til ca. 26,7 ton CO2-ækvivalenter eller 117 flyrejser fra København til London.

-I testperioden har vores butikker i gennemsnit solgt to frugt og grønt poser pr. dag, og de er stort set alle steder blev revet væk inden for en halv time. Det er et tydeligt signal fra kundene om, at konceptet virkelig giver mening, og derfor er jeg super glad for, at vi nu kan udrulle det på landsplan, siger Katrine Milman, CSR-chef i Aldi Danmark.

Sammen om kampen mod madspild
Som ansvarlig detailkæde ønsker Aldi at gøre det nemt for kunderne at foretage valg, der bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Og netop i forhold til madspild har både forbrugere og detailbrancen gode muligheder for at gøre en forskel:

-Størstedelen af madspildet i Danmark sker hos forbrugerne og i detailleddet, så det er dér, vi kan gøre den største forskel ved at sætte ind. Der bliver især kasseret store mængder frugt og grønt, der sagtens kan spises. Det er derfor en oplagt kategori, Aldi har valgt at lægge ud med, og jeg glæder mig meget over, at vi nu kan rulle konceptet ud i hele landet, forklarer Heidi Boye, landechef for Too Good To Go,

Den fulde udrulning betyder, at Aldi og Too Good To Go kan redde mere end 160 ton frugt og grønt fra skraldespanden i løbet af det første år. Det svarer til mere end 400 ton sparet CO 2.

-lipe

31/8 2020