RackBox kan mindske plastforbruget og lette arbejdsmiljøet på lageret RackBox kan indeholde seks fjernsyn og er foret med udskiftelige PUR-puder, der beskytter apparaterne under transporten, så yderligere emballering ikke er nødvendig. 

RackBox kan mindske plastforbruget og lette arbejdsmiljøet på lageret 

Den genbrugelige transportkasse er udtænkt til transport af fjernsyn til og fra reparation, men har mange flere potentialer. Foreløbig har RackBox sikret masterspecialet for to industrielle designere og vinderprisen i årets Project Plastic-konkurrence 

 Af Lisbeth Petersen 

Først fire-fem lag bobleplast hæftet med tape, herefter en omgang sort plastfolie og til sidst en papkasse. Det er en typisk emballeringsprocedure for et tv, som skal transporteres fra forhandleren til reparation på et serviceværksted. Når reparationen er ordnet, pakker værkstedet apparatet på samme måde til returforsendelsen.  

Den grundige indpakning bliver naturligvis foretaget for at beskytte både den sarte skærm og elektronikken mest muligt. Men ud over at generere et stort emballageforbrug er proceduren også både langsommelig og ergonomisk krævende for lagermedarbejderne, og det må kunne gøres smartere, tænkte Quang Tran, da han ved siden af sit studie på Industrielt Design på Aalborg Universitet havde fritidsjob i Elgigantens afdeling City Syd i Aalborg. 

 

Jeg håber meget på, at Anton og Quang går videre med projektet, siger lagerchef i Elgigantens afdeling City Syd i Aalborg , Michael Nielsen.

Sammen med sin medstuderende, Anton Malmkjær Møller, gik Quang Tran i gang med udviklingen af den genbrugelige transportkasse, RackBox, som i sommer sikrede dem kandidattitlen fra universitet og i oktober førstepladsen i Plastindustriens talentkonkurrence Projekt Plastic 2020.  

Bæredygtighed og forretningsperspektiv 
Prototypen er støbt af hårdt PP-plast og kan rumme seks tv-apparater. Indvendigt er den udstyret med udskiftelige PUR-skumpuder, betrukket med nylonstof, der mindsker friktionen, så lagermedarbejderne forholdsvist ubesværet kan skubbe fjernsynene ind i kassen. Og robuste håndtag på yderfronterne er sammen med fire hjul med til at lette transporten yderligere.  

- Med RackBox vil lagermedarbejderne få et langt bedre arbejdsmiljø, og samtidigt fjerner vi al engangsplasten og eventuelt pap fra transportemballagen. Det vil spare både butiksejerne og værkstederne for omkostninger på emballage, og miljøet for en hel masse plastaffald, siger Quang Tran, som giver sin designmakker en stor del af æren for de miljømæssige gevinster i udviklingsprojektet: 

- Anton havde helt fra begyndelsen blikket på bæredygtighed, mens jeg fokuserede mere på det forretningsmæssige perspektiv, siger han. 

Lagerchef klar til at afgive ordre 
En måned inde i projektarbejdet gav Covid-19 nogle uforudsete udfordringer for designerduoen, som pludseligt hverken kunne bruge universitetets værkstedsfaciliteter eller tage på fysiske studie- og testbesøg på lagrene hos Quangs kolleger i Elgiganten afdeling City Syd, som stillede beredvilligt op med afprøvninger og input.  

Forløbet blev i stedet klaret med tegninger, videoer, et beslaglagt spisebord og en investering i en 3D printer, som kørte i døgndrift i Quang og hans kærestes lejlighed. Da projektet var gennemført, og Quang Tran og Anton Malmkjær Møller stod med Masterbeviset for deres RackBox i 1:5 demostørrelse, var lagerchefen, Michael Nielsen, klar til at afgive en ordre. 

- Jeg har jo fulgt projektet fra starten, og RackBox er helt klart en kanon god løsning, som vi gerne vil købe, hvis de bliver sat i produktion til en rimelig pris, siger han og uddyber: 

- Vi står hele tiden med det dilemma, at hvis vi ikke pakker fjernsynene tilstrækkeligt ind, og de får skader under transporten, er det os som butik, der har ansvaret. Derfor bruger vi store mængder plastemballage. Alene til et stort tv bruger vi fem lag – eller omkring 15 meter – bobleplast. Og lagerarbejderne har både dårlige arbejdsstillinger og stort tidsforbrug på opgaverne. Vi har tidligere forsøgt os med en anden type transportkasse, men den fyldte alt for meget og var ikke til at håndtere for transportørerne. Så jeg håber meget på, at Anton og Quang går videre med projektet. 

Klar til samarbejdspartnere 
Det realiserbare ved RackBox var også afgørende for førstepladsen i Projekt Plastic 2020. Jakob Clemen, som er Technical Sales Engineer i plastvirksomheden Molytex, var medlem af dommerpanelet, og han fortæller, at der var enighed om vinderprojektet. 

- RackBox løber med sejren, fordi gruppen præsenterer et overbevisende og køreklar koncept, som italesætter udfordringen med engangsemballage på en innovativ og forholdsvis simpel måde. Hvis de finder de rette samarbejdspartnere til projektet, tror jeg på, at RackBox kan realiseres inden for en relativt kort periode, siger Jakob Clemen. 

 Anton Malmkjær Møller og Quang Tran vandt i oktober førsteprisen på 25.000 kr. i Plastindustriens talentkonkurrence Project Plastic. Her med vinderprojektet i skala 1:5.

Efter endnu nogle corona-begrænsende måneder, hvor Anton Malmkjær Møller bl.a. har plejet sin anden karriere som surferinstruktør i Thy – og dermed også har været underlagt restriktionerne om ikke at krydse kommunegrænserne - og Quang Tran er blevet ansat som forskningsassistent på Aalborg Universitet, satser de på snart at gå i gang med at finde de rette samarbejdspartnere til at sætte RackBox i produktion. 

- Med først eksamensspecialet og bagefter prisen har vi fået blod på tanden og en større selvtillid til at videreudvikle vores produkt. Vi har allerede fundet et par ting, der skal forbedres i konstruktionen, og det er næste step. Vores første model er udviklet til tv-apparater, men RackBox’en kan også produceres i andre formater til alt fra telefoner til kaffemaskiner. Og der er mange butikker, som hver dag skal transportere produkter til og fra reparation, pointerer Quang Tran, som også glæder sig over, at projektet kan være med til at profilere uddannelsen til industriel designer på Aalborg Universitet. 

- I modsætning til lignende uddannelser i Danmark er studiet her en ingeniøruddannelse, hvor vi beskæftiger os lige meget med designudvikling og ingeniørteknik. Og vi lider nok for meget af den ’nordjyske beskedenhed’, så vi ikke er så gode til at prale af det, vi kan. Men i Projekt Plastik var Anton og jeg de eneste, der repræsenterede Aalborg Universitet. De øvrige finaledeltagere var henholdsvis tre grupper fra DTU og én fra SDU, og nu håber vi, at vores vinderprojekt vil være med til at udbrede kendskabet til ingeniørstudiet i Aalborg, siger han. 

 

 

13/12 2020
  • Flere varer bliver To Good To Go

    Flere varer bliver To Good To Go

    emballage ›Fremover bliver personlig pleje, dyrepleje, blomster og planter, ernæring og kosttilskud og boligprodukter også en del af verdens største markedsplads for overskudsvarer
  • Nespresso går tilbage til aluminium

    Nespresso går tilbage til aluminium

    emballage ›Efter tre års markedstest af fiberbaserede kaffekapsler skifter producenten igen til aluminium. Klimaaftrykket er stort set det samme, siger Nespresso
  • Blå kending i ny version

    Blå kending i ny version

    emballage ›Den har båret bl.a. vasketøj, flyttelæs, pant og indkøb gennem 30 år, og tidligere i år forlød det, at den ikoniske FRAKTA-pose skulle udgå i sin hidtidige form. Nu præsenterer IKEA den vellignende afløser
  • Højere trykstyrke på ny papgeneration

    Højere trykstyrke på ny papgeneration

    emballage ›Med NEW Billerud Flute har producenten Billerud forbedret kvaliteten af sit varemærke. Den øgede trykstyrke giver bl.a. kunderne muligheder for bl.a. smartere design og lavere vægt på og bølgepapemballage
  • I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    emballage ›Craig Arnold er udnævnt som Head of Circular Plastics og medlem af ledelsen i KIRKBI Climate, som fremover vil deltage mere aktivt i udvikling af virksomheder, der bidrager til at løse klimaudfordringerne
  • Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    emballage ›Emballagen af op til 85 procent papir og andre fornybare materialer bliver i øjeblikket testet, og forventes på på det euroæiske marked inden jul
  • Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    emballage ›Madspild koster Danmark dyrt – for klimaet, for samfundsøkonomien og for den enkelte forbruger. Nu skal næste generation rustes med de færdigheder, der skal til for at vende udviklingen, når Madspildsskolen igen slår dørene op i efterårsferien
  • Lettere at bruge for flere fingre

    Lettere at bruge for flere fingre

    emballage ›To forskellige låg-løsninger vandt førstepræmier i årets PackNorth emballagekonkurrence. Fælles for dem er forbrugervenligheden