Pommes fritter gik i sort
Black Friday gav ny omsætningsrekord i Dagrofa Foodservices butikker, hvor bl.a. pommes fritter var et stort hit
Der var rift om gouda, burgerbøffer og pommes fritter da 30 lokale Cash & Carry-butikker slog dørene op for de professionelle kunder til Black Friday i sidste uge.
Fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice står bag 30 Cash & Carry-butikker på tværs af landet. Butikkerne er fyldt med kød, fisk, frugt & grønt, mejeri, kolonial, drikkevarer og emballage, og det er typisk lokale restauranter, caféer, burgerbarer og kiosker, som handler ind i Cash & Carry-kæden.
For andet år i træk omfavnede Dagrofa Foodservice Black Friday-konceptet med skarpe tilbud på fødevarer, og det fik de professionelle kunder til at valfarte ind i butikkerne.
Derfor resulterede Black Friday også i en ny markant omsætningsrekord for hele Cash & Carry-kæden på indeks 128. Den seneste rekord blev sat forud for påsken 2024.
Kenneth Linde, salgsdirektør i Dagrofa Foodservice, siger:
- Det skal være nemt, enkelt og ikke mindst billigt at handle ind hos os. Derfor lagde vi os i år ekstra i selen for at tilbyde vores kunder i form af de lokale professionelle køkkener nogle meget attraktive tilbud.
- Jeg er virkelig blevet blæst bagover i forhold til, hvor mange kunder vi har haft ude i butikkerne. Vi har snart eksisteret som grossistkæde i 65 år, men den her travlhed og omsætning har vi alligevel ikke oplevet før.
Kenneth Linde uddyber, at der er en bred variation i, hvilket Black Friday tilbud der har været særligt populære hos de professionelle kunder:
- Hvis vi udelukkende ser på de varer, der har været på Black Friday tilbud, så har vi på enkelt dag solgt hele 74 tons goudaost, hvilket normalt tager os flere måneder. Det er også blevet langet 23.000 burgerbøffer over disken samt 6,5 tons pommes frites, så jeg formoder, at der er mange burgerbarer og pizzeriaer med fyldte lagre i dag.
Udover den samlede omsætningsrekord på tværs af Cash & Carry-kæden, så lykkedes det også butikkerne i Hillerød, Roskilde, Holstebro, Randers, Aarhus og Sønderborg at sætte lokale dagsrekorder.
Alle erhvervsdrivende/selvstændige med et CVR-nummer kan handle hos Dagrofa Foodservice Cash & Carry-butikkerne enten via et fysisk besøg eller gennem platformen Wolt for Work.
-hawin
Fakta om Dagrofa Foodservice:
• Dagrofa Foodservice er en totalleverandør til foodservicesektoren i Danmark og en del af Dagrofa-koncernen, som bl.a. også står bag detailkæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb samt Dagrofa Logistik.
• Dagrofa Foodservice står stærkt i markedet inden for kantiner og hoteller, og leverer til mange forskellige kundesegmenter – fra den lokale café til fine dining-restauranter.
• Man har lokale 30 Cash&Carry-butikker over hele landet og specialistselskaberne Grambogård, HKI Ost. Prima Frugt og Grøn Fokus. Hovedsædet er på terminalen i Ishøj, og man har også logistikterminaler i Middelfart, Aalborg og Thisted.