Kunstneriske kasser sælger - også - cykler

Kunstneriske kasser sælger - også - cykler

Larry vs Harry begejstrer kunder i hele verden med sine farverige ladcykler. Nu gør emballagen virksomheden endnu mere synlig

Af Lisbeth Petersen

Det begyndte med en enkelt tegning af to boksere til at illustrere tanken bag firmanavnet.

For da de gamle venner, Lars Malmborg og Hans Fogh for ni år siden gik sammen om at skabe en moderne udgave af den gamle ’Long John’ og fandt ud af, at ladcyklen Bullitt skulle produceres i Taiwan, tog de – i hvert fald professionel – navneforandring.

- I Østen er der jo ingen, som kan udtale et navn som ’Lars’, og alle kinesere kalder sig Bob og Joe og Bill, for at det skal lyde udenlandsk. Så i stedet for Lars og Hans, kaldte vi os Larry og Harry og tilføjede så det lille ’vs’, som en reference til boksning, fortæller direktøren i Larry vs Harry, Hans Fogh.

Bullitt fandt sine kunder i hele verden. Iværksætterne debutterede på et marked, der - som Hans Fogh bemærker - ’ikke var særlig festligt’, og muligheden for at kunne transportere sig selv, sine varer, børn og dyr mv. på både farvestrålende, specialdesignet og muskeldrevet vis ramte lige ind i miljøbevidste- og cykelglade fans fra Norge til Australien

Emballagen stillede krav, ikke blot til størrelse men til kvalitet, og det sidste haltede det med hos den første taiwainesiske leverandør. Da Lars Malmborg havde fundet en ny producent, som kunne levere papkasser, der kan klare både de asiatiske regntider og de stigende kundekrav om bæredygtighed, spurgte leverandøren, om kasserne stadig kun skulle trykkes med den ene tegning med bokserne.

 - Vi spurgte hvor stort, vi kunne få det, og det viste sig, at den nye leverandør ikke havde nogen begrænsninger på, hvor meget illustrationerne måtte fylde, siger Hans Fogh.

Emballagen før indholdet
Med alle muligheder i spil kontaktede de illustratoren Kristian Eskild Jensen, som gik i gang med fritegninger ud fra den ønskeliste, Lars Malmborg og Hans Fogh og deres alter-egoer efterhånden fik skrevet ned.

Listen indeholdt en række forskellige steder, figurer og skjulte referencer til bl.a. ejernes yndlingsfilm og -musik, som med Kristian Eskild Jensens hånd blev forenet i store kollager på kasserne. Der er for eksempel rockmusikere, fjernstyrede, russiske agenter, en syret udgave af Rødhætte og Ulven, forlystelser i Tivoli og facaden på Larry vs Harrys fysiske butik i Frederiksborggade i København.

Et gennemgående tema er, at den ene side på kassen har naturmotiver, mens den anden viser billeder fra storbyen.

 

I starten var det fortrinsvis de store kasser på 1,82 x 77 cm til cykelstellet, som blev illustreret, og kundernes respons udeblev ikke. Mange fortalte, at de brugte kasserne til legehuse til børnene, andre, at de skar kasserne op i mindre dele og hængte tegningerne op på væggen. Og alle historierne blev spredt på de sociale medier.

 - Det er jo sådan, at når folk giver over 25.000 kr. for en cykel, så vil de gerne fortælle andre om det. Men pludselig oplevede vi kunder, som først lagde fotos op af papkassen, fordi de var så vilde med den, fortæller Hans Fogh.

Men en Bullitt-cykel kommer ikke kun i én kasse. Hjul, sadel, skærme og andre dele er emballeret i mindre kasser, som tegneren også gik i gang med. Og fremover vil alle kasser blive trykt med motiver af Kristian Eskild Jensen, som netop nu er i gang med at tegne en ny serie.

Temaet bliver ’Modsætninger’, med reference til ordet ’versus’ i firmanavnet og illustreret ved eksempelvis begreber som ’dag og nat’ og eventurfigurer som Haren og Skildpadden.

Følelsen af at få noget ekstra 
Fra at være et par skæve hjerners sjove ide om, at emballagen gerne måtte matche indholdets sprællende udtryk, har de kunstneriske papkasser skabt en langt større bevidsthed om branding og synliggørelse af cykelvirksomheden.

 - Vores produkt er jo ikke en hyldevare, kunderne spotter i en butik, så emballagen er jo i bund og grund bare en transportemballage. Men med tegningerne skiller de sig nu klart ud, når de står blandt alle de andre, anonyme papkasser et eller andet sted i fragtsystemet. Og når kunderne modtager pakken og begynder at åbne – og kigge på – de enkelte kasser, får de følelsen af at have fået noget ekstra. Det er da - i al beskedenhed – skide smart, siger Hans Fogh, som tror på, at ekstraudgiften til illustratoren er godt givet ud:

 - Det har vel kostet os omkring 50.000 kr., men på bundlinien må de tegninger altså også have en værdi. Vi bruger til gengæld ikke en krone på annoncer, fordi vores marked er så spredt. Og så må man engang imellem også gerne vise noget overskud og give folk mere, end de troede, de havde købt, lyder det fra direktøren.

Når den nye emballagekollektion til maj er færdigtrykt og klar til forsendelse, venter der forhandlerne og kunderne endnu en ekstra foræring.

For på nogle af de store stelkasser vil der på hver sin side vise sig portrætter af Larry og Harry. Figurerne kan så skæres ud og stilles op med kassens endestykke som fod, og Larry og Harry kan derefter bruges som display i en butik, eller som skydeskive til en omgang dart på cykelværkstedet.

Tegneren Kristian Eskild Jensen (tv) og 'Harry' alias Hans Fogh

 

Fakta om Larry vs Harry
Etableret i 2008.
Har i dag seks medarbejdere på værksted, lager og fysisk butik i København og Rødovre.
Sælger mellem 3 og 4000 cykler om året til forhandlernet og kunder i ca. 40 lande.
Emballagen er knap 100 procent genbrugspap med 3-lag i top og bund og 2 lag på siderne.

20/4 2017
  • Flere varer bliver To Good To Go

    Flere varer bliver To Good To Go

    emballage ›Fremover bliver personlig pleje, dyrepleje, blomster og planter, ernæring og kosttilskud og boligprodukter også en del af verdens største markedsplads for overskudsvarer
  • Præmieret olieflaske giver mindre spild

    Præmieret olieflaske giver mindre spild

    emballage ›Fontana Foods emballage til olivenolie tog fra årets PackNorth-uddeling med en førstepris for både funktionalitet og udseende
  • Nespresso går tilbage til aluminium

    Nespresso går tilbage til aluminium

    emballage ›Efter tre års markedstest af fiberbaserede kaffekapsler skifter producenten igen til aluminium. Klimaaftrykket er stort set det samme, siger Nespresso
  • Blå kending i ny version

    Blå kending i ny version

    emballage ›Den har båret bl.a. vasketøj, flyttelæs, pant og indkøb gennem 30 år, og tidligere i år forlød det, at den ikoniske FRAKTA-pose skulle udgå i sin hidtidige form. Nu præsenterer IKEA den vellignende afløser
  • Højere trykstyrke på ny papgeneration

    Højere trykstyrke på ny papgeneration

    emballage ›Med NEW Billerud Flute har producenten Billerud forbedret kvaliteten af sit varemærke. Den øgede trykstyrke giver bl.a. kunderne muligheder for bl.a. smartere design og lavere vægt på og bølgepapemballage
  • I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    emballage ›Craig Arnold er udnævnt som Head of Circular Plastics og medlem af ledelsen i KIRKBI Climate, som fremover vil deltage mere aktivt i udvikling af virksomheder, der bidrager til at løse klimaudfordringerne
  • Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    emballage ›Emballagen af op til 85 procent papir og andre fornybare materialer bliver i øjeblikket testet, og forventes på på det euroæiske marked inden jul
  • Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    emballage ›Madspild koster Danmark dyrt – for klimaet, for samfundsøkonomien og for den enkelte forbruger. Nu skal næste generation rustes med de færdigheder, der skal til for at vende udviklingen, når Madspildsskolen igen slår dørene op i efterårsferien