Deadline for registrering nærmer sig

Deadline for registrering nærmer sig

Det udvidede producentansvar for emballage skal føre til mere genanvendelige emballagematerialer og dermed mere bæredygtige emballageløsninger. Emballageretur hjælper sine medlemmer med procedurerne for indberetning af deres emballager

Fra den 1. juli 2025 bliver en lang række virksomheder omfattet af det udvidede producentansvar for emballage, og allerede fra den 1. april i år skal virksomhederne registrere sig og indberette deres emballagemængder til myndighederne.

Virksomhederne skal bl.a. indberette, hvor store vægtangivne mængder emballage de forventer at bruge i 2024, og om der er tale om pap, plast, glas, tape, metal, og om det er emballage, der ender hos erhverv eller i private husholdninger.

Herhjemme gælder producentansvar og indberetningspligt for emballagen i hovedtræk danske virksomheder, der påfylder emballager eller markedsfører påfyldte emballager. Og det gælder alle typer emballage.

Mere genbrug og genanvendelse
Det udvidede producentansvar for emballage er indført for at komme de stadig større mængder emballageaffald til livs. Det skal bl.a. reducere behovet for råmaterialer.

Bestemmelsen er vedtaget i EU, og for forbrugerne vil det medføre fjernelse af unødvendig emballage og mere genbrugsemballage, samtidig med at fremtidens emballager skal mærkes til støtte for korrekt genanvendelse.

Virksomheder skal melde sig ind i en kollektivordning, hvis de har over 8 ton, som er den administrative grænse. Hvis man er under grænsen, så er det valgfrit.

Emballageretur er en af de aktører, som hjælper med at registrere emballagemængderne og -typerne.

Virksomheden har stor erfaring med håndtering af mange slags affald og har stor knowhow og praktisk erfaring med, hvordan man kanaliserer indholdet fra de forskellige affalds-, ind- og opsamlingsordninger videre til forarbejdning de relevante steder.

Virksomheden har endvidere erfaring med håndtering af udvidet producentansvar for flere forskellige produktgrupper. Det kommer den til gavn, når det i fremtiden også drejer sig om emballage.

Digital tjekliste
Hos Emballageretur anslår man, at omkring 41.000 er berørt af kravene til indberetning af de emballager, de fylder, producerer eller markedsfører.

Virksomheder kan via medlemskab af Emballageretur få hjælp til at sikre, at indberetningerne sker korrekt.

Emballageretur har blandt andet udviklet det digitale værktøj, Budgetskemaet, som hjælper medlemsvirksomhederne med systematisk at arbejde sig igennem de informationer, de er forpligtet til at indberette til myndighederne.

Når alle informationer er på plads, kan virksomhederne ved hjælp af værktøjet foretage den faktiske myndighedsindberetning gennem Emballagereturs systemer.

- For mange virksomheder kræver det en del mandetimer at finde frem til og regne på tallene, der skal fremgå af indberetningen.

- Med Budgetskemaet får virksomhederne et digitalt værktøj, der er en form for tjekliste og samtidig kan bruges til selve indberetningen.

- Den har vi automatiseret for at mindske fejl og for at undgå unødigt bureaukrati, siger Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Emballageretur.

En samlet regning på 2,35 milliarder årligt
En undersøgelse fra Cowi har beregnet at ca. i alt 1,1 mio. ton emballage vil være omfattet af producentansvaret, og at det kommer til at koste 2,35 mia. kr. om året at få emballagen håndteret.

Morten Harboe-Jepsen, adm. dir. i Emballageretur.

Det er en omfattende opgave, som bliver løst af kollektive ordninger såsom Emballageretur.

- Det er de berørte virksomheder, som betaler gildet. Og derfor gælder det for dem om at afgive præcise oplysninger om de emballagetyper og -mængder, de sætter på markedet i Danmark, siger Morten Haboe-Jepsen.

Det udvidede producentansvar for emballage giver nemlig virksomhederne det praktiske, økonomiske og juridiske ansvar for deres produkters emballage fra vugge til grav.

I sidste ende er det overordnede mål at motivere virksomheder til at købe eller designe de emballageløsninger, der er mest muligt bæredygtige.

Derfor er der sat en økonomisk ramme for finansieringen af affaldshåndteringen i producentansvaret, der f.eks. giver rabat på udgifterne forbundet med producentansvaret, hvis virksomheder benytter sig af mere miljøvenlige emballagetyper, der nemmere kan genbruges og/eller genanvendes.

På den måde er der en økonomisk gevinst for virksomhederne i at vælge bestemte emballagetyper.

Det vil medføre, at den generelle miljøbelastning sænkes, indsamlingen og håndteringen af emballageaffald bliver bedre og den cirkulære økonomi styrkes.

Derfor er der også mange opgaver forbundet med producentansvaret, og det er årsagen til, at Emballageretur endvidere har udviklet værktøjet ’Prisindikatoren’.

Ifølge direktøren giver det udvidede producentansvar for emballage anledning til at tænke over design, materialer og mængder af emballage, så man på den måde kan optimere sin forretning.

- Prisindikatoren viser, hvad de forskellige mængder og typer emballage kan koste for virksomheden, og giver derfor også et kvalificeret bud på, hvilke gevinster der er at hente ved at designe sin emballage bedre, siger Morten Harboe-Jepsen.

Vi kan rykke som samfund
Emballageretur har knap 20 års erfaring med håndtering af producentansvar for andre produkter. Blandt andet hjælper man medlemsvirksomheder med at håndtere producentansvar for elektronik og batterier og for tekstiler, som er et kommende nyt område.

- Vi har lang tids erfaring med at snakke med alle led i fødekæden.

- Det betyder, at de affalds- og produktmængder, vi hjælper med at indsamle og håndtere for medlemmerne, efter at borgere og virksomheder har sorteret og afleveret det, havner de rigtige steder og efterfølgende bliver sorteret og bearbejdet rigtigt.

- Er registreringer, indberetninger og logistikken for blandt andet indsamling, sortering og genanvendelse på plads, er der også grundlag for, at vi kan rykke som samfund, siger Morten Harboe-Jepsen.

-hawin

Faktaboks: To pligter i 2024

Producentansvaret for emballage træder i kraft 1. juli 2025, men allerede i 2024 skal de 41.000 omfattede virksomheder indberette deres forventede emballagemængder for 2024 til Dansk Producentansvar (DPA).

Der er to pligter, som de berørte virksomheder skal forholde sig til i 2024 i perioden 1. april til 31. august.

1) Den første er registreringspligten, hvor man skal lade sin virksomhed registrere hos Dansk Producentansvar (DPA), som administrerer data omkring producentansvaret på vegne af myndighederne. I den forbindelse skal man også oplyse, hvilken kollektiv ordning man har valgt at blive medlem af.

 2) Den anden pligt er indberetningspligten, hvor virksomheder skal indberette mængden af de forskellige emballagetyper (pap, plast, glas, etc.), virksomheden forventer at bruge i 2024, og om det er emballage, der ender, og dermed skal indsamles, hos erhverv eller private husholdninger. Informationerne bruger DPA til at tilrettelægge den såkaldte tildelingsnøgle, der bestemmer, hvor stor en andel af det samlede emballageaffald, som de forskellige kollektive ordninger skal håndtere på vegne af virksomhederne.

(Kilde: Emballageretur)

 

22/3 2024
  • Forskere vil fjerne mikroplast fra vand med planter

    Forskere vil fjerne mikroplast fra vand med planter

    emballage ›Et nyt dansk projekt vil udvikle en grøn metode til at rense mikroplast ud af vand ved hjælp af naturlige stoffer fra planter. Målet er at erstatte de syntetiske kemikalier, der bruges i dag
  • Øg kapaciteten med ny MFU

    Øg kapaciteten med ny MFU

    emballage ›Ny Multi Film Unit muliggør automatisk skift mellem op til seks folieruller – uden produktionsstop – og giver højere kapacitet på RoRo StretchPack-pakkelinjer
  • Madspild giver gevinst ved donation

    Madspild giver gevinst ved donation

    emballage ›Når supermarkeder vælger den rigtige strategi for overskudsmad, kan de både reducere madspild og forbedre bundlinjen. Det viser en analyse fra Københavns Universitet
  • Fem nominerede til Plastprisen 2026

    Fem nominerede til Plastprisen 2026

    emballage ›3D-plastprint i storskala, digital beregning af klimaaftryk, strækhætte med 35 % certificeret genanvendt plast, filtersystem til mikroplast og omdannelse af CO2 til plast er i finalen til Plastindustriens pris
  • Papirflasker i store mængder

    Papirflasker i store mængder

    emballage ›Britiske Frugalpac har præsenteret en ny højhastighedsmaskine, der markant øger produktionen af sin fiberbaserede Frugal Bottle
  • Pant- og retursystemer er på vej frem i EU

    Pant- og retursystemer er på vej frem i EU

    emballage ›Flere og flere europæiske forbrugere vil i de kommende år få mulighed for at pante deres dåser og flasker. Frem mod 2030 bliver antallet af systemer mere end fordoblet, viser en ny analyse fra Dansk Retursystem
  • Københavnske skoler tester genbrugs-madbokse

    Københavnske skoler tester genbrugs-madbokse

    emballage ›Hver dag smider folkeskoler 6500 emballager fra skolemad i skraldespanden efter spisefrikvarteret. Fremover vil genbrugelig emballage kunne spare 1,5 millioner stykker affald om året, hvis genbrugsprojektet bliver rullet ud til hele kommunen
  • Barrierekoncept til skræddersyede løsninger

    Barrierekoncept til skræddersyede løsninger

    emballage ›UPM og Felix Schoeller lancerer en skræddersyet, fiberbaseret barriereløsning til fleksibel fødevareemballage