6-pack uden plastik

6-pack uden plastik

Carlsberg vil fremover lime øldåserne sammen i stedet for at bruge det traditionelle plastnet. Den nye Snap Pack skal spare miljøet for 1200 tons plast om året, og er bare en af bryggeriets nye initiativer til at gøre emballagen mere miljøvenlig

I al hemmelighed har Carlsberg arbejdet tre år på at finde den helt rigtige løsning, der kan holde på dåserne i en 6-pack uden brug af den traditionelle plastindpakning.

Nu er løsningen her:  I en banebrydende nyhed med navnet Snap Pack, erstatter Carlsberg plastikindpakningen rundt om den ikoniske 6-pack pilsner med innovativ ny teknologi, der limer dåserne sammen.

Dermed sparer den nye Snap Pack op til 76% af den plastik, der anvendes til traditionelle 6-packs. Fuldt implementeret kan den nye emballage reducere mængden af plastik med 1200 tons plastik på verdensplan, svarende til 60 mio. plastikbæreposer om året.

Alene i Danmark reduceres mængden af plastik med over 150 tons hvert år – det svarer til mere end 7,5 millioner plastikbæreposer.

Genbrugsplast og miljøvenlige farver
Snap Pack er bare én ud af en række miljøforbedringer af Carlsberg-pilsnerens emballage, bryggeriet netop har offentliggjort. Blandt andre forbedringer er brug af genbrugsplast i de store indpakninger, hvor plastik stadig er nødvendigt for at holde på øldåserne. Desuden miljøvenlige Cradle to Cradle certificerede farver på etiketterne for at forbedre genbrug af papir og emballage.

Initiativerne er et led i Carlsbergs bestræbelser på hele tiden af forbedre øllet, indpakningen og alle elementer omkring det, samtidig med at miljøbelastningen mindskes. De nye initiativer er nogle af de første forbrugerrettede tiltag i Carlsbergs bæredygtighedsprogram, Together Towards ZERO, som blev lanceret sidste år med det formål bl.a. at opnå nul CO2-udledning og nul vandspild.

- Det er en vigtig dag for Carlsberg. Vi arbejder benhårdt på at levere på vores høje ambitionsniveau på bæredygtighedsområdet og bidrage til at tackle klimaforandringerne, siger Cees ’t Hart, koncernchef i Carlsberg Group, og fortsætter:

- Det ligger i vores formålsbeskrivelse altid at stræbe efter forbedringer, og med lanceringerne i dag viser vi tydeligt, at vi fortsat lever efter vores grundlæggeres værdier. Carlsbergs Snap Pack kan reducere mængden af plastikaffald betydeligt, og vi glæder os til at kunne tilbyde forbrugerne bedre øloplevelser med mindre miljøpåvirkning.

Samarbejde med forskere, WWF og Plastic Change
Snap Pack-løsningen og de øvrige bæredygtige forbedringer har været tre år undervejs, og Carlsbergs forskningshold
har arbejdet tæt sammen med en række partnere for at gøre en forskel for forbrugerne og klimaet.

WWF Verdensnaturfonden i Danmark har over en årrække rådgivet Carlsberg Group i arbejdet med at gøre produktion og løsninger mere bæredygtige.

- Vores natur og dyreliv er ved at drukne i plastik – og problemet vokser desværre eksplosivt. Derfor skal vi handle nu. Der skal være mindre plastik, som kan ende i naturen. Derfor er det et stort fremskridt, at Carlsberg nu præsenterer løsninger, der markant reducerer mængden af plastik i deres emballage. Carlsberg har med de nye løsninger taget de første store skridt på rejsen mod en mere ren og grøn fremtid, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Danmark.

Samtidig indgår Carlsberg Group et nyt strategisk partnerskab med den danske miljøorganisation, Plastic Change.

- Vi har indledt et strategisk partnerskab med Carlsberg, fordi vi ser nogle spændende muligheder for i fællesskab at udvikle nye løsninger inden for emballage, der kan være med til at reducere den stigende plastikforurening. Vi ser Snap Pack som et rigtig godt eksempel på en løsning, som fører til en væsentlig reduktion af plastikemballage. Det er vores forhåbning, at partnerskabet vil føre til endnu flere ambitiøse initiativer inden for reduktion og genanvendelse hos Carlsberg i de kommende år. I Plastic Change ser vi meget frem til samarbejdet, siger miljøbiolog og direktør i organisationen, Henrik Beha Pedersen.

Carlsberg justerer samtidig det ikoniske Carlsberg-logo, som bringes tættere på det originale design fra 1904, hvor den berømte danske designer Thorvald Bindesbøll skabte logoet med den karakteristiske skriftfont og humlebladet.

De nye Snap Packs er i handlen i Danmark fra januar.

Fakta – om Carlsberg og Together Towards ZERO:
Carlsberg Groups bæredygtighedsprogram Together Towards ZERO er en integreret del af Carlsberg-gruppens SAIL’22-strategi og bygger på fire ambitioner: NUL CO2-udledning, NUL vandspild, NUL uansvarligt alkoholforbrug og en kultur med NUL ulykker – med individuelle, målbare mål på hvert område. Carlsberg Group har per 1. januar 2018 reduceret sin globale CO2-udledning fra bryggerier med 16% i forhold til udgangspunktet i 2015. I 2017 overgik Falkenberg bryggeriet i Sverige til at bruge 100% biogas og grøn elektricitet, og blev Gruppens første CO2-neutrale bryggeri.

Bryggerigruppen stoppede derudover med at bruge kul på ni bryggerier. I alt stammer 46% af gruppens elektricitet nu fra vedvarende energikilder.

Fakta – Om Carlsberg og ’betterments’
Gennem bryggeriets 171 årige historie har Carlsberg en lang tradition for at udvikle innovative løsninger. Carlsberg
Laboratorium har gennem tiden leveret en række banebrydende forskningsresultater såsom rendyrkningen af gær, pH-skalaen, banebrydende viden om proteiners kemi og enzymer, klimatolerant byg og den såkaldte Null-LOX-byg. Som de første indenfor ølindustrien eliminerer Carlsberg med den nye Snap Pack op til 76% af den plastik, der anvendes til traditionelle 6-packs. Blandt de andre forbedringer kan nævnes Cradle to Cradle™-certificerede farver på etiketterne, coating på genopfyldelige glasflasker, forbedrede kapsler, der får øllet til at smage friskere i længere tid, og cirkulært genbrugsmateriale i den indpakning, hvor plastik stadig er nødvendig.

-lipe

6/9 2018
  • Flere varer bliver To Good To Go

    Flere varer bliver To Good To Go

    emballage ›Fremover bliver personlig pleje, dyrepleje, blomster og planter, ernæring og kosttilskud og boligprodukter også en del af verdens største markedsplads for overskudsvarer
  • Præmieret olieflaske giver mindre spild

    Præmieret olieflaske giver mindre spild

    emballage ›Fontana Foods emballage til olivenolie tog fra årets PackNorth-uddeling med en førstepris for både funktionalitet og udseende
  • Nespresso går tilbage til aluminium

    Nespresso går tilbage til aluminium

    emballage ›Efter tre års markedstest af fiberbaserede kaffekapsler skifter producenten igen til aluminium. Klimaaftrykket er stort set det samme, siger Nespresso
  • Blå kending i ny version

    Blå kending i ny version

    emballage ›Den har båret bl.a. vasketøj, flyttelæs, pant og indkøb gennem 30 år, og tidligere i år forlød det, at den ikoniske FRAKTA-pose skulle udgå i sin hidtidige form. Nu præsenterer IKEA den vellignende afløser
  • Højere trykstyrke på ny papgeneration

    Højere trykstyrke på ny papgeneration

    emballage ›Med NEW Billerud Flute har producenten Billerud forbedret kvaliteten af sit varemærke. Den øgede trykstyrke giver bl.a. kunderne muligheder for bl.a. smartere design og lavere vægt på og bølgepapemballage
  • I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    emballage ›Craig Arnold er udnævnt som Head of Circular Plastics og medlem af ledelsen i KIRKBI Climate, som fremover vil deltage mere aktivt i udvikling af virksomheder, der bidrager til at løse klimaudfordringerne
  • Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    emballage ›Emballagen af op til 85 procent papir og andre fornybare materialer bliver i øjeblikket testet, og forventes på på det euroæiske marked inden jul
  • Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    emballage ›Madspild koster Danmark dyrt – for klimaet, for samfundsøkonomien og for den enkelte forbruger. Nu skal næste generation rustes med de færdigheder, der skal til for at vende udviklingen, når Madspildsskolen igen slår dørene op i efterårsferien